"I provinsens dybe stille ro"
Af Andreas Haugstrup

Fredag 20:18 - første opkald fra Brian

- Ja, hallo? Er det Benny? Benny, det er Brian. Hør her, jeg går på en fucking strand i et eller andet skodhul af en provinsby… Ja, jeg ved godt det er sent… Benny for helvede. Det er ikke andet end fulde fiskere. Vi er ude for at lede efter en eller anden gymnasieknægt. Her er skide koldt for fanden. Benny, du må hjælpe mig. Kan du ikke finde et andet projekt til mig… Ja, okay. Jeg skal nok kigge ind på mandag efter 10…

Fredag den 9. august startede et livescenarie baseret på Fusion. Samtidigt ankom et detektivbureau fra København for at opklare sagen omkring Martin Harlunds forsvinden. Kulissen var Sæby, en rolig turistby på Vendsyssels østkyst. Komplet med lystbådehavn og svenskere ad libitum.

Fire spillere udgjorde detektivbureauet S:D:S København der havde påtaget sig endnu en kedelig opgave i en lang række af kedelige opgaver. Specielt vaneforbryderen Brian, der var blevet ansat som en del af hans rehabiliteringsprojekt, hadede både opgaven og byen. Flere gange ringede han hjem til sagsbehandleren Benny for at bede om hjælp og rådgivning. Bag tæppet stod to spilledere og 15 npc'ere klar til at gøre opklaringen mere spændende end de fire detektiver havde håbet på.

Det var første gang at vi som spilledere og bagmænd prøvede at live på den måde. Det var nyt at vi brugte hele byen som vores scene. Det var nyt at vi kun havde fire spillere, men 15 npc'ere at holde styr på, og det var nyt at spillet hed Fusion. I det hele taget var det meget nyt.

Af den samme grund oplevede vi selvfølgelig en del problemer, de fleste var dog praktiske, og derfor kan de forhåbentlig blive løst inden næste scenarie.

Først og fremmest gav det os store problemer at samle mennesker nok til at hjælpe. Selv efter scenariet var begyndt var alle roller ikke besat. Oprindeligt var der lavet 17 npc-roller, og en håndfuld flere kunne smides ind efter behov. Uheldigvis betød sene afbud at der måtte skæres lidt ned i antallet af roller. Til en anden gang ved vi hvor meget energi og telefontid der skal bruge på at minde folk om aftaler.

Lørdag 21:45 - andet opkald fra Brian

- JEG HAVDE IKKE NOGET MED DEN KIDNAPNING AT GØRE! Ja, Benny, det er mig. Jeg havde altså ikke noget med den kidnapning at gøre! Du må hjælpe mig! Ja… Ja… Nej! Det kan ikke vente til på mandag! Hør her! Benny! For helvede! Du må få mig væk fra de her voldspsykopater! Jeg troede det var mig der skulle være det sorte får. Godfather er en disneyfilm sammenlignet med de her fyre.

Med kun fire spillere skulle man tro at det var til at holde styr på dem. I virkeligheden er det snarere modsat. Mere end én måtte vi ringe til en spiller for at spørge hvor de nu var forsvundet hen. I begyndelsen var det ikke så galt; vi havde nogenlunde kontrol over hvilke personer detektiverne kunne være interesserede i at tale med. Som scenariet skred frem fik spillere et større råderum og så blev det til tider lidt panisk.

På et tidspunkt fik detektiverne den fremragende idé at kidnappe lederen af den lokale ungdomsbande (vi mener at det var et direkte resultat af for meget adrenalin hos spillerne). Vi nåede knap nok at få vores npc på plads (og fortalt ham at det kan godt være at det bliver lidt vildt) før detektiverne drønede ind, bandt den sagesløse ungdomsbandleder og kastede ham i bagagerummet. Tilbage på pladsen stod en forvirret spilleder.

Senere viste det sig at detektiverne kørte til en campingplads udenfor byen hvor de afhørte bandlederen og skræmte nogle campister.

Lørdag 14:36 - Mødet med Svenskeren i skoven

- Hej, jeg hedder Timmy Ålkor Andersen. Er det dig de kalder Svenskeren? Vi kommer fra detektivbureauet S:D:S… Må vi stille dig nogle spørgsmål?
- Er I från polisen? Jeg vil inta prata med polisen.
- Er der nogen der kan tale svensk? Jeg har problemer nok med at forstå de lokale. Hey! Hvor skal du hen?
- Jeg sagde det för. Jeg vil inta prata med polisen.
- Kom tilbage… Argh, fuck! Jeg hader den her skov! Vent! Jeg har jo sagt vi ikke kommer fra politiet!

Som modvægt til nogle, til tider anarkistiske, spillere havde vores hjælpere en enorm tålmodighed. Det skal de havde stor ros og tak for. For ikke at kede hjælperne alt for meget havde vi afsat et hus til at være samlingssted for de hjælpere der ikke var på. Når der blev brug for en npc blev den pågældende hjælper så transporteret ud til det sted hvor mødet med detektiverne skulle foregå. Det optimale ville selvfølgelig være at npc'erne er på plads under hele scenariet.

Uheldigvis kan man kun behandle lønnet arbejdskraft på den måde. På intet tidspunkt kunne vi vide om en given rolle ville være i spil i ti minutter eller tre timer. Det var mit indtryk fra mine korte besøg på stedet at de mange npc'er på stand-by havde det helt hyggeligt og tiden blev fordrevet med mange kortspil (især Munchkin var populært).

Enkelte situationer gav grund til en lille panik hos spillederne. Vi havde brug for at vide hvor detektiverne var på vej hen for at kunne sende npc'en i den rigtige retning. Problemet blev minimeret ved at detektiverne i de fleste tilfælde alligevel ringede i forvejen til npc'en før de tog af sted. Andre gange kunne et kort opkald til hovedkvarteret med beskeden "de tager ud til journalisten om fem minutter" resultere i hektisk aktivitet og megen rumsteren i den anden ende af røret.

Lørdag 22:02 - Kim Wilde spiller op

Heading down
I search for the beat in this dirty town
Down town the young ones are going
Down town the young ones are growing
We're the kids in America
We're the kids in America

Det var et af vores mål at formidle den rette stemning til spillerne under scenariet, og alt taget i betragtning mener vi selv at det gik meget godt. Vejret hjalp os rigtigt godt på vej. Der er ikke noget der siger turistby som en ulidelig hedebølge og mange turister på gaden.

Ved en enkelt lejlighed knækkede filmen dog, og vi blev opmærksomme på hvor tæt på den virkelige verden vi var. Gennem hele scenariet skulle der være en rød tråd: Detektiverne skulle gerne få en følelse af at de ikke passer ind i det landsbysamfund de er kommet til. Dette skulle kulminere i en inkarnation af mistro hvor detektiverne bliver lovet tæv af den lokale ungdomsbande der bestemt ikke vil have nogle skide københavnere til at snuse rundt i deres by.

Så langt nåede vi dog ikke før vi blev afbrudt.

Lørdag aften var de fire detektiver blevet indbudt til at spise middag med en journalist fra den lokale sprøjte. Måltidet skulle indtages på den lokale restaurant, "Jerry's". Det gik også helt fint til at begynde med, og vi var to spilledere og en npc der slog os ned på pizzeriaet overfor. Halvvejs igennem min nr. 9 ringede min telefon.

Efter en hurtig samtale med spilleren på toilettet stod det klart at situationen var ved at blive lidt problematisk ovre på "Jerry´s". Det viste sig at et halvt dusin ret fulde bønder ved nabobordet var begyndt at brokke sig højlydt og havde lovet vores spillere tæv.

Efter nogle hektiske minutter blev situationen løst uden større problemer. Som sikkerhedsforanstaltning havde vi nogle af de største npc'ere til at stå standby, til at løse problemet blot ved deres fysiske tilstedeværelse. En spiller sagde det bedst: "Politiet går jo hjem fredag klokken fire i den her by."

Personligt var ked af at en af de scener som jeg havde set som havende et stort potentiale (journalistens interview) blive ødelagt af nogle fulde bønder, men man må jo tage det hele som det kommer.

Og Kim Wilde sangen? En af detektiverne var vild med musik fra 80'erne og Kids in America blev hurtigt valgt som yndlingssangen. Alle blev indlagt til at lytte til sangen. Især den kidnappede ungdomsbandeleder forbandede den da han, liggende i bagagerummet, blev transporteret til førnævnte campingplads.

Underlig blev stemningen for alvor i scenariets sidste minutter hvor jeg ankom to minutter efter detektiverne til klimakset. Løbende op forbi den store kridhvide betonklods der udgør Sæby Kraftvarmeværk var det første man lagde mærke til detektivernes bil der var blevet forladt under stor hast. Bilradioen spyttede stadig glade 80'er synthesizerlyde alt imens Kim Wilde gjorde sit bedste for at lyde optimistisk.

Hurtigt bevægede jeg med videre og jeg var næsten forbi liget før jeg så det. At liget blev spillet af min tvillingebror hjalp gjorde ikke mit chok mindre. Som Kim Wilde tonede ud blev hun afløst af spredte råb fra forvirrede detektiver, og skud fra flygtende gerningsmænd. Lige da jeg troede at nu kunne det ikke blive mere bizart trådte en fortabt Brian ud fra skovbrynet fumlende med sin mobiltelefon. Der var kun én person han kunne regne med.

- Ja, hallo? Er det Benny? Benny, det er Brian. Du må hjælpe mig.