"I provinsens dybe stille
ro"
Af Andreas Haugstrup

Fredag 20:18 - første
opkald fra Brian
- Ja, hallo? Er det Benny?
Benny, det er Brian. Hør her, jeg går på
en fucking strand i et eller andet skodhul af en provinsby
Ja, jeg ved godt det er sent
Benny for helvede.
Det er ikke andet end fulde fiskere. Vi er ude for at
lede efter en eller anden gymnasieknægt. Her er
skide koldt for fanden. Benny, du må hjælpe
mig. Kan du ikke finde et andet projekt til mig
Ja, okay. Jeg skal nok kigge ind på mandag efter
10
Fredag den 9. august startede et livescenarie
baseret på Fusion. Samtidigt ankom et detektivbureau
fra København for at opklare sagen omkring Martin
Harlunds forsvinden. Kulissen var Sæby, en rolig
turistby på Vendsyssels østkyst. Komplet
med lystbådehavn og svenskere ad libitum.
Fire spillere udgjorde detektivbureauet
S:D:S København der havde påtaget sig endnu
en kedelig opgave i en lang række af kedelige
opgaver. Specielt vaneforbryderen Brian, der var blevet
ansat som en del af hans rehabiliteringsprojekt, hadede
både opgaven og byen. Flere gange ringede han
hjem til sagsbehandleren Benny for at bede om hjælp
og rådgivning. Bag tæppet stod to spilledere
og 15 npc'ere klar til at gøre opklaringen mere
spændende end de fire detektiver havde håbet
på.
Det var første gang at vi som
spilledere og bagmænd prøvede at live på
den måde. Det var nyt at vi brugte hele byen som
vores scene. Det var nyt at vi kun havde fire spillere,
men 15 npc'ere at holde styr på, og det var nyt
at spillet hed Fusion. I det hele taget var det meget
nyt.
Af den samme grund oplevede vi selvfølgelig
en del problemer, de fleste var dog praktiske, og derfor
kan de forhåbentlig blive løst inden næste
scenarie.
Først og fremmest gav det os
store problemer at samle mennesker nok til at hjælpe.
Selv efter scenariet var begyndt var alle roller ikke
besat. Oprindeligt var der lavet 17 npc-roller, og en
håndfuld flere kunne smides ind efter behov. Uheldigvis
betød sene afbud at der måtte skæres
lidt ned i antallet af roller. Til en anden gang ved
vi hvor meget energi og telefontid der skal bruge på
at minde folk om aftaler.
Lørdag 21:45 - andet opkald
fra Brian
- JEG HAVDE IKKE NOGET MED
DEN KIDNAPNING AT GØRE! Ja, Benny, det er mig.
Jeg havde altså ikke noget med den kidnapning
at gøre! Du må hjælpe mig! Ja
Ja
Nej! Det kan ikke vente til på mandag!
Hør her! Benny! For helvede! Du må få
mig væk fra de her voldspsykopater! Jeg troede
det var mig der skulle være det sorte får.
Godfather er en disneyfilm sammenlignet med de her fyre.
Med kun fire spillere skulle man tro
at det var til at holde styr på dem. I virkeligheden
er det snarere modsat. Mere end én måtte
vi ringe til en spiller for at spørge hvor de
nu var forsvundet hen. I begyndelsen var det ikke så
galt; vi havde nogenlunde kontrol over hvilke personer
detektiverne kunne være interesserede i at tale
med. Som scenariet skred frem fik spillere et større
råderum og så blev det til tider lidt panisk.
På
et tidspunkt fik detektiverne den fremragende idé
at kidnappe lederen af den lokale ungdomsbande (vi mener
at det var et direkte resultat af for meget adrenalin
hos spillerne). Vi nåede knap nok at få
vores npc på plads (og fortalt ham at det kan
godt være at det bliver lidt vildt) før
detektiverne drønede ind, bandt den sagesløse
ungdomsbandleder og kastede ham i bagagerummet. Tilbage
på pladsen stod en forvirret spilleder.
Senere viste det sig at detektiverne
kørte til en campingplads udenfor byen hvor de
afhørte bandlederen og skræmte nogle campister.
Lørdag 14:36 - Mødet
med Svenskeren i skoven
- Hej, jeg hedder Timmy Ålkor
Andersen. Er det dig de kalder Svenskeren? Vi kommer
fra detektivbureauet S:D:S
Må vi stille
dig nogle spørgsmål?
- Er I från polisen? Jeg vil inta prata med polisen.
- Er der nogen der kan tale svensk? Jeg har problemer
nok med at forstå de lokale. Hey! Hvor skal du
hen?
- Jeg sagde det för. Jeg vil inta prata med polisen.
- Kom tilbage
Argh, fuck! Jeg hader den her skov!
Vent! Jeg har jo sagt vi ikke kommer fra politiet!
Som modvægt til nogle, til tider
anarkistiske, spillere havde vores hjælpere en
enorm tålmodighed. Det skal de havde stor ros
og tak for. For ikke at kede hjælperne alt for
meget havde vi afsat et hus til at være samlingssted
for de hjælpere der ikke var på. Når
der blev brug for en npc blev den pågældende
hjælper så transporteret ud til det sted
hvor mødet med detektiverne skulle foregå.
Det optimale ville selvfølgelig være at
npc'erne er på plads under hele scenariet.
Uheldigvis kan man kun behandle lønnet
arbejdskraft på den måde. På intet
tidspunkt kunne vi vide om en given rolle ville være
i spil i ti minutter eller tre timer. Det var mit indtryk
fra mine korte besøg på stedet at de mange
npc'er på stand-by havde det helt hyggeligt og
tiden blev fordrevet med mange kortspil (især
Munchkin var populært).
Enkelte situationer gav grund til en
lille panik hos spillederne. Vi havde brug for at vide
hvor detektiverne var på vej hen for at kunne
sende npc'en i den rigtige retning. Problemet blev minimeret
ved at detektiverne i de fleste tilfælde alligevel
ringede i forvejen til npc'en før de tog af sted.
Andre gange kunne et kort opkald til hovedkvarteret
med beskeden "de tager ud til journalisten om fem
minutter" resultere i hektisk aktivitet og megen
rumsteren i den anden ende af røret.
Lørdag 22:02 - Kim Wilde spiller
op
Heading down
I search for the beat in this dirty town
Down town the young ones are going
Down town the young ones are growing
We're the kids in America
We're the kids in America
Det var et af vores mål at formidle
den rette stemning til spillerne under scenariet, og
alt taget i betragtning mener vi selv at det gik meget
godt. Vejret hjalp os rigtigt godt på vej. Der
er ikke noget der siger turistby som en ulidelig hedebølge
og mange turister på gaden.
Ved en enkelt lejlighed knækkede
filmen dog, og vi blev opmærksomme på hvor
tæt på den virkelige verden vi var. Gennem
hele scenariet skulle der være en rød tråd:
Detektiverne skulle gerne få en følelse
af at de ikke passer ind i det landsbysamfund de er
kommet til. Dette skulle kulminere i en inkarnation
af mistro hvor detektiverne bliver lovet tæv af
den lokale ungdomsbande der bestemt ikke vil have nogle
skide københavnere til at snuse rundt i deres
by.
Så langt nåede vi dog ikke
før vi blev afbrudt.
Lørdag aften var de fire detektiver
blevet indbudt til at spise middag med en journalist
fra den lokale sprøjte. Måltidet skulle
indtages på den lokale restaurant, "Jerry's".
Det gik også helt fint til at begynde med, og
vi var to spilledere og en npc der slog os ned på
pizzeriaet overfor. Halvvejs igennem min nr. 9 ringede
min telefon.
Efter en hurtig samtale med spilleren
på toilettet stod det klart at situationen var
ved at blive lidt problematisk ovre på "Jerry´s".
Det viste sig at et halvt dusin ret fulde bønder
ved nabobordet var begyndt at brokke sig højlydt
og havde lovet vores spillere tæv.
Efter nogle hektiske minutter blev situationen
løst uden større problemer. Som sikkerhedsforanstaltning
havde vi nogle af de største npc'ere til at stå
standby, til at løse problemet blot ved deres
fysiske tilstedeværelse. En spiller sagde det
bedst: "Politiet går jo hjem fredag klokken
fire i den her by."
Personligt var ked af at en af de scener
som jeg havde set som havende et stort potentiale (journalistens
interview) blive ødelagt af nogle fulde bønder,
men man må jo tage det hele som det kommer.
Og Kim Wilde sangen? En af detektiverne
var vild med musik fra 80'erne og Kids in America blev
hurtigt valgt som yndlingssangen. Alle blev indlagt
til at lytte til sangen. Især den kidnappede ungdomsbandeleder
forbandede den da han, liggende i bagagerummet, blev
transporteret til førnævnte campingplads.
Underlig blev stemningen for alvor i
scenariets sidste minutter hvor jeg ankom to minutter
efter detektiverne til klimakset. Løbende op
forbi den store kridhvide betonklods der udgør
Sæby Kraftvarmeværk var det første
man lagde mærke til detektivernes bil der var
blevet forladt under stor hast. Bilradioen spyttede
stadig glade 80'er synthesizerlyde alt imens Kim Wilde
gjorde sit bedste for at lyde optimistisk.
Hurtigt bevægede jeg med videre
og jeg var næsten forbi liget før jeg så
det. At liget blev spillet af min tvillingebror hjalp
gjorde ikke mit chok mindre. Som Kim Wilde tonede ud
blev hun afløst af spredte råb fra forvirrede
detektiver, og skud fra flygtende gerningsmænd.
Lige da jeg troede at nu kunne det ikke blive mere bizart
trådte en fortabt Brian ud fra skovbrynet fumlende
med sin mobiltelefon. Der var kun én person han
kunne regne med.
- Ja, hallo? Er
det Benny? Benny, det er Brian. Du må hjælpe
mig.
|